Hvad er ungarnske vine?
Ungarnske vine
Der er en sprudlende udvikling i gang inden for naturvin i disse år i Ungarn, særligt omkring den enorme Balaton-søen.
Udviklingen er i vidt omfang drevet af István Bencze, som siden sin første kommercielle årgang 2015 har skubbet til folks forventninger til ungarnsk vin.
Han laver højenergiske vine på druerne Pinot Noir, Riesling, Chenin Blanc, Kadarka, Cabernet Sauvignon, Kékfrankos og så de meget lokalt forankrede druer Rözsako, Kek Bakator, Servin og Kéknyelü.
Vinmarkerne er placeret på Szent György-skråningerne, nord for Balatonsøen. Jorden består primært af vulkanisk basalt (tæt finkornet sort bjergart) med lidt ler, løss og sand.
I kælderen arbejder István Bencze primært med amforafade og bruger som udgangspunkt ingen svovl (eller andre virkemidler) med henblik på at bevare den særlige syrestruktur og mineralitet fra det vulkaniske materiale, vinen har stået på.
Bencze har været med til at bane vejen for andre producenter som Kolonia52, Peter Nagyvaradi, Barnag og Vaskapu.
Stilen er generelt præget af en tidligere plukning af druerne end deres konventionelle kollegaer, så vinene har en højere syre, større friskhed og ja, højere drikkeglæde.